dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Rigsadvokat holder fast i at droppe sag mod Atea-direktør
Foto: Nicolai Lorenzen, Ritzau Foto

Rigsadvokat holder fast i at droppe sag mod Atea-direktør

Tre bestikkelsestiltalte var ikke berettigede til at klage over, at direktør går fri, vurderer Rigsadvokaten
3. MAJ 2017 8.58

Direktør Morten Felding fra it-leverandøren Atea er nu helt ude af en stor sag om bestikkelse, hvor en gruppe tidligere Atea-chefer og ledere i den offentlige sektor er tiltalt.

Tilbage i marts valgte anklagemyndigheden at opgive sagen mod Morten Felding. Han var på det tidspunkt sigtet for ikke i tide at have sat en stopper for den bestikkelse, der var foregået i regi af Atea.

Men tre tidligere Atea-chefer, som er blandt de tiltalte, klagede over anklagemyndighedens afgørelse vedrørende Morten Felding. Han burde også tiltales, mente de.

Men nu har Rigsadvokaten vurderet, at de tre mænd ikke er klageberettigede, og klagen er derfor blevet afvist. Afgørelsen fra Bagmandspolitiet om ikke at rejse tiltale mod Morten Felding står derfor ved magt.

Sag for i oktober
Sammen med flere andre blev mændene anholdt og sigtet tilbage i 2015. Dengang kom det frem, at ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og andre offentlige myndigheder havde modtaget store gaver fra it-leverandøren.

Blandt andet en rejse til Dubai, hvor der var et Formel 1-løb på menuen. Derudover indgår der også rejser til USA og middag på gourmetrestauranter som Kong Hans og Søllerød Kro i sagen.

Ud over de tre tidligere Atea-folk er en fjerde tidligere Atea-mand og tre tidligere chefer i Region Sjælland og Rigspolitiet tiltalt. Alle nægter sig skyldige.

Til efteråret kommer sagen mod de syv tiltalte for ved Retten i Glostrup. Her går hovedforhandlingen - altså den række af retsmøder, hvor mændenes skyld skal afgøres, og en eventuel straf skal udmåles - i gang 10. oktober.

Alt tyder på, at sagen bevismæssigt bliver meget omfattende, da hovedforhandlingen efter planen kommer til at tage mere end 30 dage.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.